og ledsage os ud til de forskellige projekter. Der blev kun tid til en kort afsked med de andre volontører, som vi har tilbragt de sidste 3 uger sammen med i Guatemala. Det har været nogle helt uforglemmelige uger med masser af godt humør og spændende oplevelser.
Her ses Familien Thuesen og Signe i en tuktuk, som er vores foretrukne
taxi, da man kan komme rigtig langt for 7 kr. (en liter benzin koster ca. 5 kr. hernede)
På vores vej til Honduras tog vi en overnatning i den gamle ruinby Copan, som ligger lige ved grænsen mellem Honduras og Guatemala. Her brugte vi hele dagen ved de berømte Copan ruiner (Det er de ruiner, som er med i filmen Apokalypses, og til dem, der kender filmen, så var vi lige der, hvor solguden ofrer menneskene og hovederne ruller ned ad templets trapper), hvilket var en storslået oplevelse.
Efter 4 timers gåtur er det blevet tid til en lille pause på toppen af solgudens tempel. Neden under os ses ruinerne af en gammel boldbane og kampplads.
Ruinerne ligger, som de blev forladt engang for små 2000 år siden, og det var helt fantastisk at gå imellem dem. I modsætning til ruinbesøg mange andre steder i verden, kunne man her komme helt tæt på, da det var de færreste ting, som kun var til udstilling.
Mellem ruinerne stod de største træer, jeg nogensinde har set! Og som gammel spejder kunne jeg selvfølgelig ikke dy mig for at klatre rundt i et par stykker af dem :)
Ruinerne var omgivet af af rå natur og undervej på en af turene i junglen, så vi både papegøjer, verdens mindste hjort,leguaner, gekkoer, kæmpe edderkopper og store farvestrålende sommerfugle. Mega fedt at gå i en natur, der er så forskelligt fra alt, hvad vi kender herhjemme.
En af de mange papegøjer, som vi så på vores tur gennem junglen.
Men som sagt fik vi en varm velkomst i Honduras, da der var taget hele syv mennesker afsted for at hente os fire. Efter en lille halv times køretur ankom vi til slumkvarteret Nueva Suyapa, der en del af hovedstaden Tegucigalpa.
På vej fra vores hotel i Copan til bussen. Vi rejser... (og ja vi kørte sådan hele vejen gennem byen, og ja der er love mod sådan noget i Honduras, men som med så meget andet, er der ingen der håndhæver dem)
... Som honduranerne rejser!
Her blev drengene installeret i det gamle volontørhus, som udefra set mest ligner et hønsehus, men inden for er et lille hyggeligt sted med grønne, gule og røde vægge :) (ja Honduranerne er virkelig glade for farver). Her har vi vores køleskab, to gasplader og en smule porcelæn og bestik af forskellig oprindelse, og det er her vi holder til i dagtimerne, når vi ikke arbejder. Om aftenen tænder vi den juletræskæde, som nogle tidligere volontører har efterladt, og sidder rundt om det runde bord og spiller kort med vores nye honduranske venner, til lyden af regnen mod bliktaget og gekkoernes fødder hen over jernbjælkerne.
Os alle sammen i drengenes hus, fra højre mod venstre Mario, Rasmus, Nielson, Pablo og jeg.
Mette og jeg er sammen med Anna (En anden volontør fra Impact, som arbejder på et nyt projekt på en døveskole inde i byen) så heldige at komme ind i det splinter nye volontørhus, som netop er bygget (og endnu ikke helt færdiggjort ;)
Her ses min seng (til højre nederst) og Anna som slapper af imellem vasketøjet i vores sofa-køjeseng.
Plussiden ved at bo der, er helt klart, at vi som (næsten) de eneste i hele byen altid har varmt vand, ja i det hele taget altid har vand! Hvilket langt fra er tilfældet for drengene. Til gengæld er der ingenting i huset overhovedet ud over 3 køjesenge, 2 stole og masser af rå vægge. Men ud over det med vandet er det, vi nok sætter mest pris på, nok det faktum, at da vi bor på 1. sal, har vi ikke helt så mange ”dyr” hos os. Det eneste vi har set hidtil, er nogle små edderkopper og en enkelt vandrende pind. Situationen er helt anderledes nede hos drengene, hvor vi jævnligt jagter halv store edderkopper og ind i mellem kæmpe kakerlakker - ikke kun der, hvor vi spiser og drengene sover - men desværre også i køleskabet. Men på trods af disse småting, er vi alle dybt taknemmelige for at leve under så luksuøse forhold.
Her ses vores nabos hus. Her bor en rigtig flink familie med elleve børn.
Som folkefærd er honduranerne utrolig venlige og imødekommende og helt utroligt sociale. Jeg er virkelig overrasket og dybt berørt over den venlighed, vi er blevet modtaget med hernede. Overalt hvor man kommer, bliver man mødt af smil og venlige tilråb, og de lever efter et ordsprog, som jeg tror, at alle vi volontører har taget til os:
”Ingen er for rig til at tage i mod, eller for fattig til at give”
Og det er denne indstilling, der gør hele forskellen. De føler sig ikke som ofre, bare fordi de lever i et blikskur og ikke har noget at spise i dag. De er altid glade og smilende og interessere sig for andre mennesker. Især de mennesker, som vi skal arbejde sammen med i kirken og på Genesis projektet (hernede næsten en og samme ting) har udvist utrolig stor tålmodighed med vores begrænsede ordforråd, og brugt tid på at sætte os ind i projektet.
Phy, undskyld at det blev lidt langt denne gang, men der er bare sket så meget :) Ingen længe skal jeg også nok opdatere med vores arbejde her på Genesis.
Pigernes hus set ude fra
Ingen kommentarer:
Send en kommentar