Arbejd, arbejd :)

Efter et par dage, hvor Vagina (en af de amerikanske volontører på projektet) havde gået med os rundt og hilst på de rigtige mennesker og snakket med dem om, hvad de havde brug for hjælp til, fik vi i fællesskab sammensat en arbejdsplan.
Om mandagen og fredagen hjælper Rasmus og jeg til hos Dońa Wilma, som er med i daycare programmet, hvor hun p.t. passer 15 børn. Her aflaster vi hende, og tager børnene med ud at lege og prøver at give her enkelte lidt tid og opmærksomhed, hvilket de ikke får meget af derhjemme, da mange af dem har helt op til 11 søskende.

Ariel på en af gyngerne på Columpia, en legeplads som netop er blevet bygget i år.

Man kan sige meget godt om Dona Wilma, som er en dejlig kvinde, med masser af humør og gåpåmod, men jeg må indrømme, at jeg troede, at det var løgn, da jeg så stedet for første gang. Børnene bliver passet hjemme hos hende selv, og hendes hus er egentligt bare et træ-/blikskur efterfulgt af et lille stejlt stykke med bart mudret jord og øverst oppe et overdækket og afskærmet stykke betongulv. Udover en enkelt kurv med 40 træklodser i er der ikke noget legetøj, og som toilet bruges et hjørne af ”haven”. Til gengæld er børnene virkelig søde (dog meget opmærksomhedskrævende ;) og vi hygger os altid med enten at gå på legepladsen (for at give dem lidt plads at røre sig på) flette garn, tegne, læse lægge puslespil eller noget helt andet.


De store piger og jeg gik på legepladsen. Selvom de er store (og på mange områder voksne), er de stadig meget barnlige og elsker, når man har tid til at sidde og sludre lidt med dem.

Tirsdag og torsdag underviser Rasmus og jeg to 4., to 5. og to 6. klasser på Genesis i engelsk. De har ikke haft engelsk siden de sidste danske volontører forlod Genesis for små to måneder siden, så vi brugte den stor del af den første weekend på at kigge på de efterladte undervisningsplaner og sammensatte ud fra dem en lille prøve, for at teste dem i, hvor meget de kunne huske (hvilket var meget op og ned, nogle er okay dygtigere, man mange af dem kan ingenting). Og vi har ud fra prøven sammensat en undervisningsplan for resten af skoleåret. Dette strækker sig desværre ikke over så lang tid, da regeringen lukker skolerne en måned før tid, da de skal bruge dem som valglokaler i november.


Her spiser nogle af børnene middagsmad hos Dońa Wilma, som det ses på billede, er den en lille flok lopper, som vi har med at gøre og 1 halvt sekund efter, at det her billede er taget, var der ramaskrig, da Vanessa hamrede Daniel en med skeen. Så på mange områder er de ikke anderledes end danske børn.

Udover engelskundervisningen har vi også hver fået en til en undervisning med 3 faste elver med indlæringsvanskeligheder. Det er virkelig spændende, og det har været både hårdt og meget lærerigt at finde ud af, hvordan man skal tackle hvert enkelt barn. Mange af dem er bagud, enden fordi de første lige er kommet i skole (da forældrene ikke har haft råd til at sende med i skole før nu), eller fordi at de komme fra en familie, hvor hverken forældrene eller deres søskende kan læse eller skrive.


Børnene på gyngerne på Columpia med Tegucigalpa i baggrunden. Den første dag vi havde dem med på legepladsen var lidt vanskelig, da vi ikke anede, hvad de sagde til os (vi har ikke lært så mange legeplads relaterede ord på sprogkursus) Jeg startede fx ud med at misforstå den lille Vanessa, som sad på gyngen og svingede med benene og råbte ”Baje me, Baje me”. Jeg fik selvfølgelig ud fra, at de betød noget i retning af ”Skub mig skub mig”, og tøsen hvinede da også herligt, da jeg gik hen og gav hende et ordentligt skub. Dette varede i sådan cirka 3 sekunder, inden hun stak i en kæmpehyl. - Og på den måde lærte jeg, at ”Baje me” betyder ”Hjælp mig ned.....”

Onsdag er vi ved et andet daycare program i slumkvarteret Flores de Oriante, som er lidt sjovt. Flores de Oriante er den værste del af N.S., Pga. at kriminalitet mm. må vi ikke selv færdes dernede, så vi bliver altid fulgt af et par honduranere. Men efter at have vadet igennem skrald og mudder sammen med svin, høns, hunde og børn kommer man til (hernede) det fineste lille hus, med de reneste børn vi har haft med at gøre. Alting er meget struktureret, og Dońa Julia går meget op i, at børnene skal lære noget, så vi underviser både i tal, farver og musik, hvilket er virkelig hyggeligt.


href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEieN978RMXxGktewtAnGtrauqFcryROWiqM2sI1b3GUWwJL8bqZNUTkc3DicZdyEQ66Z2Prw0ekEeNn4aqmcs3QMS-RgPSG1A7PxqLKKLS2TclNyefEmAjiuAUhPXswipYugXC-P7qGrD61/s1600-h/en+aften+i+huset">
Ja det er ikke kun børnene, som blev glade for, at vi havde medbragt Lego. Den aften vi åbnede for kasserne, gik vi alle helt i barndom, og vi havde en rigtig hyggelig aften med at samle og lege.

Tirsdag og onsdag hjælper vi Carlitos (En af vores venner) med hans børneklub, hvor vi snakker om alkohol og stofmisbrug eller andre emner, og så leger vi lidt med børnene. Ellers hjælper vi også på skolens kontor torsdag og fredag + når vi har tid. Lørdag er der ungdomsmøde, hvor vi spiller fodbold og volley, og søndag er der gudstjeneste og bagefter søndagsskole, hvor vi også deltager og hjælper med i timerne. Så alt i alt er der masser af give sig til, og der er altid brug for en hånd. Denne weekend har vi for eksempel været ude og hjælpe med at bygge en forhindringsløb på en camp, og næste weekend står den på talent show, som der skal afvikles, og så skal vi også snart hjælpe til på en weekendtur men børnene. Så der er masser at give sig i kast med, og hvis der ikke lige er nogen, som har brug for hjælp, så kan vi altid kaste os over vores planlægning af sommerferien, hvor vi også er ved at forme et par projekter. :)


Man kan sige mange ting om Honduras, men en ting er helt sikkert, det er virkelig smukt land. helt ude til venstre ses Don Davits (præsten i vores kirke) bus, som vi bruger på projektet. Sidste gang vi var ude at køre i den, gik den i stykker to gange inden for 5 km og det tog os flere timer at komme hjem fra kirke.

Honduras here we come!

Søndag den 21. september tumlede vi alle ud af bussen, og ud i Honduras' friske natteluft. Uden for busstationen (aka blikskuret) stod en kæmpe flok mennesker for at byde os velkommen til Honduras
og ledsage os ud til de forskellige projekter. Der blev kun tid til en kort afsked med de andre volontører, som vi har tilbragt de sidste 3 uger sammen med i Guatemala. Det har været nogle helt uforglemmelige uger med masser af godt humør og spændende oplevelser.
Her ses Familien Thuesen og Signe i en tuktuk, som er vores foretrukne
taxi, da man kan komme rigtig langt for 7 kr. (en liter benzin koster ca. 5 kr. hernede)

På vores vej til Honduras tog vi en overnatning i den gamle ruinby Copan, som ligger lige ved grænsen mellem Honduras og Guatemala. Her brugte vi hele dagen ved de berømte Copan ruiner (Det er de ruiner, som er med i filmen Apokalypses, og til dem, der kender filmen, så var vi lige der, hvor solguden ofrer menneskene og hovederne ruller ned ad templets trapper), hvilket var en storslået oplevelse.

Efter 4 timers gåtur er det blevet tid til en lille pause på toppen af solgudens tempel. Neden under os ses ruinerne af en gammel boldbane og kampplads.

Ruinerne ligger, som de blev forladt engang for små 2000 år siden, og det var helt fantastisk at gå imellem dem. I modsætning til ruinbesøg mange andre steder i verden, kunne man her komme helt tæt på, da det var de færreste ting, som kun var til udstilling.

Mellem ruinerne stod de største træer, jeg nogensinde har set! Og som gammel spejder kunne jeg selvfølgelig ikke dy mig for at klatre rundt i et par stykker af dem :)


Ruinerne var omgivet af af rå natur og undervej på en af turene i junglen, så vi både papegøjer, verdens mindste hjort,leguaner, gekkoer, kæmpe edderkopper og store farvestrålende sommerfugle. Mega fedt at gå i en natur, der er så forskelligt fra alt, hvad vi kender herhjemme.

En af de mange papegøjer, som vi så på vores tur gennem junglen.

Men som sagt fik vi en varm velkomst i Honduras, da der var taget hele syv mennesker afsted for at hente os fire. Efter en lille halv times køretur ankom vi til slumkvarteret Nueva Suyapa, der en del af hovedstaden Tegucigalpa.

På vej fra vores hotel i Copan til bussen. Vi rejser... (og ja vi kørte sådan hele vejen gennem byen, og ja der er love mod sådan noget i Honduras, men som med så meget andet, er der ingen der håndhæver dem)

... Som honduranerne rejser!


Her blev drengene installeret i det gamle volontørhus, som udefra set mest ligner et hønsehus, men inden for er et lille hyggeligt sted med grønne, gule og røde vægge :) (ja Honduranerne er virkelig glade for farver). Her har vi vores køleskab, to gasplader og en smule porcelæn og bestik af forskellig oprindelse, og det er her vi holder til i dagtimerne, når vi ikke arbejder. Om aftenen tænder vi den juletræskæde, som nogle tidligere volontører har efterladt, og sidder rundt om det runde bord og spiller kort med vores nye honduranske venner, til lyden af regnen mod bliktaget og gekkoernes fødder hen over jernbjælkerne.

Os alle sammen i drengenes hus, fra højre mod venstre Mario, Rasmus, Nielson, Pablo og jeg.

Mette og jeg er sammen med Anna (En anden volontør fra Impact, som arbejder på et nyt projekt på en døveskole inde i byen) så heldige at komme ind i det splinter nye volontørhus, som netop er bygget (og endnu ikke helt færdiggjort ;)


Her ses min seng (til højre nederst) og Anna som slapper af imellem vasketøjet i vores sofa-køjeseng.

Plussiden ved at bo der, er helt klart, at vi som (næsten) de eneste i hele byen altid har varmt vand, ja i det hele taget altid har vand! Hvilket langt fra er tilfældet for drengene. Til gengæld er der ingenting i huset overhovedet ud over 3 køjesenge, 2 stole og masser af rå vægge. Men ud over det med vandet er det, vi nok sætter mest pris på, nok det faktum, at da vi bor på 1. sal, har vi ikke helt så mange ”dyr” hos os. Det eneste vi har set hidtil, er nogle små edderkopper og en enkelt vandrende pind. Situationen er helt anderledes nede hos drengene, hvor vi jævnligt jagter halv store edderkopper og ind i mellem kæmpe kakerlakker - ikke kun der, hvor vi spiser og drengene sover - men desværre også i køleskabet. Men på trods af disse småting, er vi alle dybt taknemmelige for at leve under så luksuøse forhold.


Her ses vores nabos hus. Her bor en rigtig flink familie med elleve børn.

Som folkefærd er honduranerne utrolig venlige og imødekommende og helt utroligt sociale. Jeg er virkelig overrasket og dybt berørt over den venlighed, vi er blevet modtaget med hernede. Overalt hvor man kommer, bliver man mødt af smil og venlige tilråb, og de lever efter et ordsprog, som jeg tror, at alle vi volontører har taget til os:

”Ingen er for rig til at tage i mod, eller for fattig til at give”

Og det er denne indstilling, der gør hele forskellen. De føler sig ikke som ofre, bare fordi de lever i et blikskur og ikke har noget at spise i dag. De er altid glade og smilende og interessere sig for andre mennesker. Især de mennesker, som vi skal arbejde sammen med i kirken og på Genesis projektet (hernede næsten en og samme ting) har udvist utrolig stor tålmodighed med vores begrænsede ordforråd, og brugt tid på at sætte os ind i projektet.

Phy, undskyld at det blev lidt langt denne gang, men der er bare sket så meget :) Ingen længe skal jeg også nok opdatere med vores arbejde her på Genesis.
Pigernes hus set ude fra