Paa tur med Zulema

Den anden weekend i november blev Erasmo og jeg inviteret med til stranden af vores søde 5. klasses lærer Zulema. Vi skulle til fest hos hendes familie, da de holdte en kæmpe fødselsdagsfest for hendes 1 årige nevø. Der var inviteret ca. 60 gæster, og det var Erosmo og min opgave at underholde børnene. Som altid tog det lidt længere tid en beregnet at nå frem til vores bestemmelsessted, men efter at have shoppet pinjatas og slik nåede vi endelig frem

Zulemas nevø det glade fødselsdags barn

Det var virkelig sjovt at komme ud på landet, folk derude opfører sig meget anderledes end dem inde i byen. De er meget mere skeptiske overfor hvide mennesker, hvilket nok skyldes, at vi for nogle var de første hvide mennesker, de så i levende live!
Men festen gik rigtig godt. Vi præsenterede dem for ballondans – hvilket de virkelig syntes var sjovt – og et par andre selvskabslege, hvilket var en stor sucess. Om aftenen tog vi til en fest, som vi i Danmark ville kalde et halbal. Det var en stald fyldt med musik, disco lys og unge mennesker, -skønt! Helt overraskende dansede honduranerne helt vild, og jeg har da heller ikke mere end lige kommet inden for døren, før jeg blev budt op af den første Honduraner. Herfter gik det stærkt, da det gik lidt “hvem har danset med den hvide pige” fest i det. På et tidspunkt havde 3 honduranske mænd fat i begge mine hænder plus min albue, men de var da så galante ikke at komme op at slås. De vurderede bare hurtigt hinanden, og så trak de to andre sig til fordel for den største af dem.

Zulemas dejlige datter Nichol, som spiser vandmelon i pickup'en paa vej til stranden

Dagen efter gjaldt det stranden, og vi hoppede derfor 12 mennesker op på ladet af en pickup (nu mit foretrukne transportmiddel) og kørte ud til havet. Selvom det ikke var en af de fine hvide sandstrande, var det alligevel super lækkert og meget stemningsfuldt.

Den dejlige strand, det er virkelig længe siden, at jeg har følt mig saa ren! :D

Rasmus og jeg kastede os ud i det dejlige lune vand, men vi kom ikke ret langt ud, før de bekymrede honduraner begynde at kalde på os. Det er nemlig ikke ret mange honduranere, som kan svømme, så de er ikke vant til at folk går ret langt ud. Derfor gav jeg lige et hurtigt svømmekursus til børnene i brystsvømning, inden vi fortsatte vores tur til floden.

Fisker ved floden i den sydlige Honduras

Sjovt nok kunne honduranerne bedre lide floden, saa her var alle ude at bade. Vi havde dog ikke floden for os selv. Der var en del fiskere, som gik og fiskede efter smaa fisk. Efter en rigtig dejlig dag med masser af sol, strand og vand vendte vi hjem til huset, hvor Rasmus og jeg fik serveret et lille måltid i hængekøjerne i stuen før vi tog bussen hjem til Nueva Suyapa.

Luisa - Se fue!

Så blev det november, hvilket betyder eksamens tid, ferie og derfor også afslutningen på vores tid som engelsk lærere. Det har været utroligt spændende pludselig at stå på den anden side af katederet, og jeg må sige, at jeg virkelig har nydt det. Rasmus og jeg har også brugt meget tid på at lave noget spændende undervisning og være pædagogiske, - det hjælper dog ikke altid, da børnene hernede ikke kender til pædagogik ;)


Mig og min dejlige 4. klasse

Men da jeg af forskellige grunde ikke lige har fået opdateret min blog, begynder jeg lige ud med et lille tilbageblik på oktober :) En weekend i oktober tog Jovenes 2010 (Et MCM projekt ligesom Genesis), og fyldte en bus med glade unger og kørte til Auga Splash et vandland udenfor Tegus. Os danskere havde virkelig set frem til at komme i vandland, da det er lang tid siden, vi har været i nærheden af noget så civiliseret. Derfor hoppede vi også i badetøjet med det samme, vi ankom og kastede os ud i vandet.

Auga Splash, som man tydeligt kan se er et rigtig dejligt vandland med masser af bassiner og vandrutshebaner.

Honduranerne så lidt skeptiske på os, samlede en medbragt fodbold op, gik hen på græsplænen og begyndte at spille fodbold! Ikke om vi forstod, hvorfor de havde kørt hele vejen ud til et vandland bare for at spille fodbold, sådan som de altid gør derhjemme. Mette og jeg begav os hen imod de store vandrutschebaner, som vi næsten ikke kunne vente med at kaste os ud i, bare for at opdage, at der ikke var vand i nogen af dem! Hemm... Underligt... Vi gik hen og spurgte nogle fra vandlandet om, hvorfor der ikke var vand i VANDrutschebanerne, men de sagde bare, at det ville der komme senere. Senere? Ja okay, det måtte vi jo så bare vente og se med. Vi gik derfor hen og spillede fodbold med de andre, hvilket hurtigt udviklede sig til en mudderfodboldkamp, da banen var pænt våd.


Da vandrutchebanerne endelig blev åbnet var vi heller ikke sene til at udnytte det.

Efter ca tre kvarters fodboldkamp kom der endelig en fra personalet og sagde, at nu åbnede den røde og blå rutschebane. Kun den røde og blå undrede vi os over, men vi skyndte os at vaske mudderet af os og komme op til vandrutschebanerne. Her viste det sig, at det at gå i vandland i Honduras er lidt anderledes end i Danmark, da det foregår på den måde, at de forskellige aktiviteter åbner én efter én, og så går man hele parken rundt i samlet flok. Lidt sjovt når man er vant til, at det hele bare har åbent hele tiden, men faktisk også rigtig hyggeligt. I hvert fald nåede vi i løbet af dagen at få stillet vores vandlyst.
Tirsdag den 21. oktober var national helligdag i Honduras, og vi havde set frem til en afslappende dag, hvor vi bl.a. skulle indkvartere 3 amerikanske piger, der skulle bo hos os en lille uges tid. Mandag opdagede vi heldigvis ved et tilfælde, at man have flyttet helligdagen til den efterfølgende mandag, men efter hurtigt at have planlagt noget undervisning fik vi alligevel en rigtig god dag.

Jareol og Mario på eventyr

Da helligdagen endelig oprandt, havde vi aftalt med vores honduranske venner, at vi skulle gå over bjergene ud til en landsby Sant Lucia. Mario forsikrede os, at turen maks. ville tage 2.5-3 timer, så da vi 6 timer senere nåede frem til Sant Lucia, skyndte vi os at finde fodbolden frem, så vi kunne nå at spille den aftalte fodboldkamp, inden den sidste bus gik hjem.


Her kæmper vi os igennem den honduranske jungle :)

Men det var en helt fantastisk smuk vandrertur, og ind i mellem måtte vi hakke os vej gennem os en folk Rambo´ere, for hvorfor skulle man ikke tage den lige vej? Og den lige vej op ad et bjerg, er jo som sagt lige op!

Arriba

De sidste 2 uger har vi haft besøg af Hanna og Miriam, da de kort har arbejdet på et søsterprojekt i Nueva Suyapa. Det har været super hyggeligt at have dem på besøg, i sær, da Pablo og Medi har været en uge i Costa Rica, så Erasmo og jeg har ikke skulle være helt alene. En af de weekender, de var her, besluttede vi os for at tage op til La Tigre Honduras første nationalpark, som ligger “lige” uden for Tegus. Vi stod derfor op lidt over 4 om morgenen, og nåede også – efter lidt strabasser frem til kl. 8, hvor parken åbner. Desværre var parken akut lukket den dag, da Honduras har været plaget af en del regnvejr pga. af nogle orkaner, der har passeret forbi landet.

Her har vi så det flotte skilt ved indgangen til La Tigre, -og det var så s langt som vi kom :)

Nå, det var der jo ikke noget at gøre ved. Vi gik de 2 km tilbage til Chicken bussen, som så ikke så ud til at skulle køre foreløbigt. Vi besluttede os derfor for selv at gå ned af bjerget – vi var kommet ad en 12 km lang grusvej – og så kunne vi altid stå på bussen, når den indhentede os.

Ja det var sa meget vandfald som vi kom til at se paa den tur!

3 timer senere var bussen stadig ikke kommet, men heldigvis forbarmede en mand i pickup sig over os, så vi kørte på lad ind til Tegus. Her købte vi os en velfortjent is, hvorefter vi skyndte os hjem for at nå til ungdomsgudstjeneste og derefter spille vollyball.

Ellers er dagene gået med en masse besøg af flinke honduranere fra Miriam og Hannas projekt, en tur til parque espania, hvor vi legede “Ladronnes y policia” midt om natten, og en tur på Pizza hut (lækkert!). En rigtig hyggelig aften, hvor vi klemte 23 mennesker og et spil uno ind i en minibus, og så ellers gav den gas. Bl.a. bilde den gode Nelson personalet ind, at Erosmo og Carlitos havde fødselsdag (sidste gang vi var der, var det Nelson, der havde “fødselsdag”), hvilket på Pizza ht. resulterer i, at et mandeligt kor på 10 personer kommer og synger for en, imens “fødselsdagsbarnet” danser punta (en honduransk dans, som indkluderer megen vrikken med hofterne) med en af pizza hut pigerne. Muy divatido! Der er sket en masse mere, men det var vist hovedtrækkende for denne gang. :)