Arbejd, arbejd :)

Efter et par dage, hvor Vagina (en af de amerikanske volontører på projektet) havde gået med os rundt og hilst på de rigtige mennesker og snakket med dem om, hvad de havde brug for hjælp til, fik vi i fællesskab sammensat en arbejdsplan.
Om mandagen og fredagen hjælper Rasmus og jeg til hos Dońa Wilma, som er med i daycare programmet, hvor hun p.t. passer 15 børn. Her aflaster vi hende, og tager børnene med ud at lege og prøver at give her enkelte lidt tid og opmærksomhed, hvilket de ikke får meget af derhjemme, da mange af dem har helt op til 11 søskende.

Ariel på en af gyngerne på Columpia, en legeplads som netop er blevet bygget i år.

Man kan sige meget godt om Dona Wilma, som er en dejlig kvinde, med masser af humør og gåpåmod, men jeg må indrømme, at jeg troede, at det var løgn, da jeg så stedet for første gang. Børnene bliver passet hjemme hos hende selv, og hendes hus er egentligt bare et træ-/blikskur efterfulgt af et lille stejlt stykke med bart mudret jord og øverst oppe et overdækket og afskærmet stykke betongulv. Udover en enkelt kurv med 40 træklodser i er der ikke noget legetøj, og som toilet bruges et hjørne af ”haven”. Til gengæld er børnene virkelig søde (dog meget opmærksomhedskrævende ;) og vi hygger os altid med enten at gå på legepladsen (for at give dem lidt plads at røre sig på) flette garn, tegne, læse lægge puslespil eller noget helt andet.


De store piger og jeg gik på legepladsen. Selvom de er store (og på mange områder voksne), er de stadig meget barnlige og elsker, når man har tid til at sidde og sludre lidt med dem.

Tirsdag og torsdag underviser Rasmus og jeg to 4., to 5. og to 6. klasser på Genesis i engelsk. De har ikke haft engelsk siden de sidste danske volontører forlod Genesis for små to måneder siden, så vi brugte den stor del af den første weekend på at kigge på de efterladte undervisningsplaner og sammensatte ud fra dem en lille prøve, for at teste dem i, hvor meget de kunne huske (hvilket var meget op og ned, nogle er okay dygtigere, man mange af dem kan ingenting). Og vi har ud fra prøven sammensat en undervisningsplan for resten af skoleåret. Dette strækker sig desværre ikke over så lang tid, da regeringen lukker skolerne en måned før tid, da de skal bruge dem som valglokaler i november.


Her spiser nogle af børnene middagsmad hos Dońa Wilma, som det ses på billede, er den en lille flok lopper, som vi har med at gøre og 1 halvt sekund efter, at det her billede er taget, var der ramaskrig, da Vanessa hamrede Daniel en med skeen. Så på mange områder er de ikke anderledes end danske børn.

Udover engelskundervisningen har vi også hver fået en til en undervisning med 3 faste elver med indlæringsvanskeligheder. Det er virkelig spændende, og det har været både hårdt og meget lærerigt at finde ud af, hvordan man skal tackle hvert enkelt barn. Mange af dem er bagud, enden fordi de første lige er kommet i skole (da forældrene ikke har haft råd til at sende med i skole før nu), eller fordi at de komme fra en familie, hvor hverken forældrene eller deres søskende kan læse eller skrive.


Børnene på gyngerne på Columpia med Tegucigalpa i baggrunden. Den første dag vi havde dem med på legepladsen var lidt vanskelig, da vi ikke anede, hvad de sagde til os (vi har ikke lært så mange legeplads relaterede ord på sprogkursus) Jeg startede fx ud med at misforstå den lille Vanessa, som sad på gyngen og svingede med benene og råbte ”Baje me, Baje me”. Jeg fik selvfølgelig ud fra, at de betød noget i retning af ”Skub mig skub mig”, og tøsen hvinede da også herligt, da jeg gik hen og gav hende et ordentligt skub. Dette varede i sådan cirka 3 sekunder, inden hun stak i en kæmpehyl. - Og på den måde lærte jeg, at ”Baje me” betyder ”Hjælp mig ned.....”

Onsdag er vi ved et andet daycare program i slumkvarteret Flores de Oriante, som er lidt sjovt. Flores de Oriante er den værste del af N.S., Pga. at kriminalitet mm. må vi ikke selv færdes dernede, så vi bliver altid fulgt af et par honduranere. Men efter at have vadet igennem skrald og mudder sammen med svin, høns, hunde og børn kommer man til (hernede) det fineste lille hus, med de reneste børn vi har haft med at gøre. Alting er meget struktureret, og Dońa Julia går meget op i, at børnene skal lære noget, så vi underviser både i tal, farver og musik, hvilket er virkelig hyggeligt.


href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEieN978RMXxGktewtAnGtrauqFcryROWiqM2sI1b3GUWwJL8bqZNUTkc3DicZdyEQ66Z2Prw0ekEeNn4aqmcs3QMS-RgPSG1A7PxqLKKLS2TclNyefEmAjiuAUhPXswipYugXC-P7qGrD61/s1600-h/en+aften+i+huset">
Ja det er ikke kun børnene, som blev glade for, at vi havde medbragt Lego. Den aften vi åbnede for kasserne, gik vi alle helt i barndom, og vi havde en rigtig hyggelig aften med at samle og lege.

Tirsdag og onsdag hjælper vi Carlitos (En af vores venner) med hans børneklub, hvor vi snakker om alkohol og stofmisbrug eller andre emner, og så leger vi lidt med børnene. Ellers hjælper vi også på skolens kontor torsdag og fredag + når vi har tid. Lørdag er der ungdomsmøde, hvor vi spiller fodbold og volley, og søndag er der gudstjeneste og bagefter søndagsskole, hvor vi også deltager og hjælper med i timerne. Så alt i alt er der masser af give sig til, og der er altid brug for en hånd. Denne weekend har vi for eksempel været ude og hjælpe med at bygge en forhindringsløb på en camp, og næste weekend står den på talent show, som der skal afvikles, og så skal vi også snart hjælpe til på en weekendtur men børnene. Så der er masser at give sig i kast med, og hvis der ikke lige er nogen, som har brug for hjælp, så kan vi altid kaste os over vores planlægning af sommerferien, hvor vi også er ved at forme et par projekter. :)


Man kan sige mange ting om Honduras, men en ting er helt sikkert, det er virkelig smukt land. helt ude til venstre ses Don Davits (præsten i vores kirke) bus, som vi bruger på projektet. Sidste gang vi var ude at køre i den, gik den i stykker to gange inden for 5 km og det tog os flere timer at komme hjem fra kirke.