Ádios Guatemala!

Så er tiden ved er være gået her i Guatemala. Allerede på lørdag kl. 4.00 om morgenen vender vi snuden mod Honduras, hvor vi på vejen skal forbi den gamle mayaby Copan, for at se de berømte Copanruiner (efter signe skulle de være de ruiner, som er med i filmen Apocalypto)
De 3 uger her i Guatemala er gået overraskende hurtigt! Spansk sprogskolen har været noget af en udfordring, men jeg fik heldigvis en helt fantastisk lærer Julieta, som har været meget tålmodig med mig :) Selvom hun stammer fra Mexico, ved hun en forfærdelig masse om Guatemala og Mellemamerikas historie, så timerne har været lærerige på mange måder.
På en af vores mange gåture rundt om i byen kom vi ind på et 5-stjernet hotel, gik ad en underjordisk gang under Antiguas gader, hørte spøgelseshistorier om vandfontænerne, drak tequila på en tagcafe, været på rundtur i en jade fabrik (som har lavet smykker til prinsesse Diana) samt besøgt et handicapbørnehjem / hospital med 250 børn. Selvom børnene her alle var glade og fik den bedste hjælp, der kan fås heromkring – især når man er forældreløs – var det alligevel virkelig hårdt at se de lange rækker af metaltremmesenge, hvor de helt små børn lå. Personalet var stærkt underbemandet, så det var rart at kunne gå ind og give bare nogle få af børnene lidt opmærksomhed og snakke en smule med dem. Efter at have været forbi præsidentens af Guatemalas residens, hvor enhver bevægelse blev fulgt af snigskytterne på tagene, overværede vi det guatemalske balletakademiets bedste dansere.

De kvindelige balletdansere i de traditionelle farvestrålende dragter.

I mandags den 15. september fejrede Guatemala deres befrielsesdag fra Spanien. Fejringen af dagen begyndte allerede lørdag, hvor de helt små børn gik parade. Om søndagen var de så de højere uddannelser såsom pædagogerne, og det hele kulminerede i et ordnetligt skrald mandag morgen.

Birthe og jeg ved parque de central

Man må sige, at guatemalanerne virkelig forstår at være festlige med masser af farver og høj musik. Udover dansende maskerade klædte mennesker, Jomfru Maria figurer, og sælgere var der også utroligt mange dansende gardere! Det var skønt at se, og jeg kom helt til at savne musikken og min tid i Herning Garden.

En af de mange bands, som gik i optoget og prydede gade billedet

Om aftenen var vi nede for at se afslutningen, som også var virkelig storslået. Bagefter tænkte Edwardo (en af mine medvolontører), at det kunne være fint selv at bidrage til løjerne. Trods nogle betænkelige bemærkninger fandt han sig et godt sted i paque de central og gav en demonstration af New Zelands kampdans. Dette gjorde han med to pois (overdat kugle paa snor). Man dypper simpelthen to kugler sat fast i to kaeder i benzin, anteander dem og danser saa med dem) Folk var helt vilde med det, og hurtigt stimlede der en 2-300 mennesker sammen omkring os. De klappede og kastede mønter ind til Edward, men succesen fik en brat ende, da politiet pludselig dukkede op og konfiskerede poins'ne. Trods mange ”diskulpe” og ”pardon” og på trods af, at folkemængden begyndte at kaste dåser efter politiet og råbte skældsord, fik vi dem ikke tilbage. Men heldigvis var Edward så opløftet af sin første gade-”succes”, at det ikke gjorde så meget.

Edwardos optræden i parque de central

Undervejs har vi også fået os et par venner, bl.a. en skopudser, som sidder udenfor kirken hver morgen, når vi går i skole, en masse drenge på skolen samt Clay en af Sørens (endnu en medvolontør) gamle venner. Han tog os med udenfor byen på frihedsdagen til et poolområde sammen med hans venner. Først spillede vi fodbold mod hinanden Guatemala mod Dinamarca. Heldigvis var de ikke nær så gode, som de drenge, vi plejer at spille imod, så vi vandt nemt 10-5. Bagefter var det tid til at inspicere poolen, som blev forsynet af dejligt koldt vand oppe fra bjergene.

Her er vi alle sammen foran poolen med omklædningsrummene bag os, i midten sidder Clay.

Men som sagt er det ved at være tid for os at pakke sammen, hvilket jeg tror, vi alle ser meget frem til, da vi alle sammen er klar på at komme i gang på vores projekter. Om ikke andet bliver det rart at få klarhed over, hvor vi skal bo, og hvad vi helt præcis skal lave, men det må vi jo vente med til på søndag for at få svar på.

Hanna og jeg foran et af de pyntede vinduer på frihedsdagen.

Ugen der gik..

Der sket en masse ting i løbet af ugen, mandag startede vi sprogskole og i onsdags tog vi en chickenbus ud på landet, hvor vi fandt et sted, som vi syntes så pænt ud, og der stod vi så af. Vi fandt hurtigt den lille bys park, hvor der hang nogle få børn ud. De løb rundt med en punkteret plasticbold, og vi bestemte os for at spille lidt bold med dem.

Mette med Dulche på armen og mig, som giver Java en svingtur.

Efterhånden kom der flere og flere til, og hele eftermiddagen gik hurtigt med at lege forskellige lege og snakke med børnene. Det var rigtig rart allerede at få prøvet sin spanske af, og det viste sig hurtigt, at det er begrænset, hvor meget sprog man behøver for at kunne hygge sig sammen med børn. Selvom vi ikke forstod et klap af, hvad der blev sagt, plaprede alle børnene i munden på hinanden.

Jeg, Rasmus og Hanna, som er ved at lære børnene kinesisk volley.

Fredag var vi på udflugt med vores sprogskole til en mayalandsby. Her fortalte en ældre mayakvinde os om deres traditioner, og da det ikke er for ingenting, at Mette og Pablo (som Poul Martin bliver kaldt hernede) fejrede 17 måneders dag, blev det også dem, som fik æren af at demonstrere vielsesritualet for os.

Her ses det lykkelige par, mens deres ”sviger”-forældre drysser rosenblade over dem for frugtbarhed og indhyller dem i røgelse for at jage de onde ånder væk.

Hvis man skal følge maya'ernes traditioner, har Mette (og jeg?) lang udsigt til at blive gift, man skal nemlig kunne sy en traditionel mayadragt i hånden samt lave tortillas, før man er gifteklar, hvilket vil sige omkring ved 14 års alderen!

Lørdag gik stille og roligt med afslapning og lektier (spansk), da vi søndag skulle tidligt op for at nå vores bus til vulkanen Papaya. Efter halvanden times bumletur op og ned af diverse bjerge og små to timers vandrertur op i bjergene, nåede vi endelig til vulkanens top. Her ristede vi sandwichs og skumfiduser over den varme lava, mens vi kunne betragte den mest fascinerende udsigt!

Her ses vulkanen papaya, som stadig er aktiv, og var målet for vores udflugt.

Det var virkelig fascinerende kun at stå 1,5 meter fra lavanen, der vældede op af jorden og flød ned ad bjerget. (afrund)

Her ses jeg på toppen af vulkanen Papaya.